Velkommen til Harrestrup Å Skole og Fritid
Harrestrup Å Skole og Fritid er én samlet skole for Valbys børn. Vi arbejder under mottoet: På Harrestrup Å Skole og Fritid er vi fælles om at være forskellige!
Vores skole består af to afdelinger:
- Afdeling Grøn som ligger ved Vigerslevvej
- Afdeling Blå som ligger ved Kirsebærhaven
I begge afdelinger er der elever fra 0.-9. klasse.
OBS: Fra skoleåret 2025/26 bliver Harrestrup Å Skole opdelt i to selvstændige skoler, Kirsebærhaven Skole og Lykkebo Skole. Der vil også blive etableret en udskolingsskole på Torveporten.
Udover skolematriklerne har vi også to KKFO'er - én til hver afdeling. Ved Afdeling Blå ligger desuden Kirsebærhuset, som er et specialtilbud for elever med særlige behov.
Vi har i alt ca. 1200 elever og 100 lærere og pædagoger.
Vi planlægger og gennemfører gode læringsforløb med inddragelse af eleverne – både på hele skolen og i team. Vi tænker i årgange og afdelinger. Det betyder, at eleverne både lærer og leger på tværs af både årgang og afdeling - og de har gode relationer til hele afdelingens personale.
Hvert år har vi fagdage for motion, matematik, dansk, humanistiske fag, sprogdage, naturfaglig dag, billedkunstdag, sangens dag og socialdag. Skolen har mange traditioner og fælles tiltag.